Sidste chance for at komme med til Åbent Hus
14-03-2019 12:30:00:
Af: Rebecca Hegelund
Mandag den 18. marts er sidste chance for at tilmelde sig Åbent Hus-arrangementet, som Aalborg Svømmeklub afholder som led i deres partnerskabsaftale med Dansk Svømmeunion.
Vil du gerne høre mere om, hvordan Aalborg Svømmeklub arbejder for at fremme vilkårene for et solidt international high performancemiljø? Kunne du tænke dig at komme med på en rundvisning på Aalborg IdrætsCollege? Eller hvad med at besøge de bedste svømmere i Aalborg, når de er i gang med et træningspas? Hvis det lyder som noget, du gerne vil deltage i, så husk at melde dig til det Åbent Hus-arrangement, som Aalborg Svømmeklub afholder fredag den 22. marts.
– Vi vil rigtig gerne vise svømmere, forældre og trænere, hvordan tilværelsen som svømmer i et high performancemiljø i Aalborg Svømmeklub er. Ved at holde Åbent Hus giver vi alle en mulighed for at se og høre mere om, hvordan tingene i praksis fungerer, undersøge deres muligheder og allerede begynde at tænke over, om det er noget for dem enten nu eller i fremtiden, men uden at forpligte sig til noget på stående fod. Ligeså får trænerne med særligt talentfulde svømmere en mulighed for at sparre med nogle af Aalborg Svømmeklubs trænere, som allerede har hjulpet en eller flere svømmere hele vejen til højeste internationale niveau, fortæller Eyleifur Johannesson, klubtræner Aalborg Svømmeklub.
Det er således både klubledere, klubtrænere, svømmere og forældre, der er inviteret med til præsentationen af de forskellige faciliteter og rammer i Aalborg Svømmeklub, hvor håbet er, at et arrangement som dette kan være med til at styrke og videreudvikle træningsmiljøet i Aalborg og den nordjyske talentudvikling generelt.
– Hvert år stiger niveauet blandt verdens bedste svømmere, og konkurrencen bliver endnu hårdere. Det kræver derfor meget mere for en talentfuld svømmer at gå hele vejen. Erfaringer fra de nationale træningscentre rundt om verden og fra collegesvømning i USA viser os, at et godt træningsmiljø er fundamentet for at udvikle international high performance svømmere. Vi ved, at gode svømmere hjælper hinanden indbyrdes med at løfte niveauet, og det sammen gør sig gældende for trænerteamet. Med et Åbent Hus-arrangement som dette har vi mulighed for at styrke vores samarbejde med især svømmeklubberne i Jylland, men også med Dansk Svømmeunionen, idet vi her får chancen for at udveksle viden og erfaringer fra de forskellige træningsmiljøer, lyder vurderingen fra Eyleifur Johannesson.
Det er blandt andre Eyleifur Johannesson, der vil fortælle om træningsmiljøet i Aalborg. Foto: Patrick Kraemer
Aalborg Svømmeklub har i en lang årrække været et af landets stærkeste træningsmiljøer, og har gentagende gange formået at løfte svømmere til højeste internationale seniorniveau. Derfor har det også været et naturligt at indgå en partnerskabsaftale med Dansk Svømmeunion, Aalborg Kommune og Elitesport Aalborg for herigennem at få tilført nye ressourcer og ny viden til at udvikle de bedste vilkår for et stærkt high performancemiljø.
– Det er sådan med svømmesporten, at det ikke er alle træningsmiljøer, som kan tilbyde deres svømmere den træning og det aktivitetsniveau, som det kræver at dyrke svømning på højeste internationale plan. Derfor får talentfulde svømmere mange gange brug for at skifte træningsmiljø, hvis de skal have en reel mulighed for at kunne indfri ambitioner og mål. I Aalborg Svømmeklub har vi sammen med Dansk Svømmeunion, Elitesport Aalborg og Aalborg Kommune lavet et sådan set-up, så det er muligt at kombinere svømning og uddannelse samtidig med, at svømmernes træning og aktivitetsniveau er så højt, at svømmerne kan skabe resultater på internationalt plan, fortæller Eyleifur Johannesson
Åbent Hus-arrangementet begynder klokken 16.00 i Svømmeland i Nørresundby og slutter klokken 19.00. På programmet er blandt andet et besøg ved et træningspas, en rundvisning i Idrætsbyen og en præsentation fra Elitesport Aalborg om den integrerede model for samarbejde med kommunens uddannelsesinstitutioner.
Du finder hele programmet for Åbent Hus-arrangementet og tilmeldingslinket her.