Daniel Skaaning: Det er fedt at have holdet bag sig
31-07-2016 18:30:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
I dagens OL-interview fortæller holdkap-svømmeren Daniel Skaaning lidt om, hvordan det er at stille til start med 4x200 fri-drengene.
Ved VM i Kazan sidste år sikrede holdkappen 4x200 fri for herrer sig en nationskvoteplads til OL, og ved Danish Open i april måned på Bellahøj Svømmestadion skulle de fire drenge, der skulle repræsentere Danmark ved de Olympiske Lege så udtages. Det blev en nervepirrende finale, hvor de fire udtagne drenge endte med at være de fire samme, som sikrede Danmark kvotepladsen året før, nemlig Daniel Skaaning (STT-VAT CPH/NTC), Anders Lie (Farum Svømmeklub/USA), Søren Dahl (Herlev Svømning/USA) og Magnus Westermann (Herlev Svømning/NTC).
Dagens OL-interview byder på én af disse fire drenge, Daniel Skaaning, der fortæller lidt om fordelene og ulemperne ved at skulle stille til start ved OL sammen med tre andre drenge. Han glæder sig til de Olympiske Lege, hvor svømmekonkurrencerne allerede bliver skudt i gang lørdag den 6. august.
- Jeg føler mig klar! Der er ikke så meget mere, vi kan gøre. Nu gælder det bare om at nyde det og ikke gå i panik, smiler Daniel.
Om forventningerne til drengenes 4x200 fri-holdkap udtaler Daniel ydmygt:
- Vi blev jo nummer 12 i kvalifikationen. Hvis vi skal være realistiske, ligger vi nok deromkring. Vi skal være heldige og rigtig gode, hvis vi skal snige os med i finalen. Men det er så tæt, så hvis der er et par hold, der kvajer sig, og vi har en super god dag, så ser jeg ikke, hvorfor det ikke skulle komme til at ske. Men vi er selvfølgelig også nødt til at være realistiske, så en 10-12. plads, vil jeg tro.
De fire drenge svømmede, som nævnt, også sammen, da Danmarks OL-plads skulle sikres, og Daniel kender derfor de tre andre drenge godt og ser mange fordele i at skulle stille til start sammen med dem, når holdkappen svømmes tirsdag den 9. august.
- Det er super fedt at svømme holdkap. Uanset om man svømmer holdkap eller ej, så bliver man skide nervøs, og det at have et hold bag sig, som kan støtte og hjælpe én, når man er i de svære situationer, det er super fedt, fortæller Daniel og fortsætter:
- Når man svømmer individuelt, så kan man godt gå og bøvle lidt med det selv, men her er vi trods alt fire drenge, der kan snakke om det og hjælpe hinanden. Det gælder om at udnytte det. Nu kender vi jo også hinanden, for vi svømmede sammen i sommer (ved OL-kvalifikationen red.), så det skal nok blive godt!
- Det er lidt kutyme som hold, at når man går ind sammen på dækket, så prøver man lige at gejle hinanden det sidste op med lidt ”kom så drenge” og den slags, griner Daniel, der her fortæller om drengenes ritualer, som de ikke som sådan har sammen inden start, men selv går han altid går op på skamlen fra venstre side.
Da SvømmeSport stiller Daniel spørgsmålet ”Hvem af jer fire drenge bliver mest nervøs, og hvem er lidt bedre til at spille den cool?”, griner han og svarer:
- Anders (Lie red.) og jeg er lidt de rutinerede ræve, kan man sige, selvom vi stadig ikke er så gamle, så vi har selvfølgelig prøvet det før og skal hjælpe de to andre drenge, selvom de jo også har prøvet at stå i vanskelige situationer. Vi bliver alle sammen nervøse, men så igen, der har vi jo heldigvis hinanden.
Og selvom Daniel hovedsageligt fremhæver de gode ting ved at svømme i en holdkap, kan der dog også nævnes en ulempe – dog ikke noget, som Daniel lægger det store i.
- Du er selvfølgelig afhængig af de andre, og er der én, der svipser, så kan det gå ud over hele holdets præstation. Men det er jeg ikke nervøs for. Vi er alle fire super godt forberedt, så det ser jeg slet ikke som et scenarie.
Afsluttende stiller SvømmeSport, Daniel de lidt mere underholdende spørgsmål, hvoraf det første lyder ”Hvis du ikke svømmede, hvilken sportsgren ville man så kunne se dig i ved OL?”
- Uha, det er et godt spørgsmål. Jeg tror faktisk, at jeg ville være udmærket til at spille tennis. Det er overhovedet ikke noget, jeg gør, når jeg ikke svømmer, men jeg har bare en eller anden forestilling om, at det kunne jeg være meget godt til, hvis jeg lagde kræfter og tid i det, udtaler Daniel.
Udover badebukserne, hvad er så det allervigtigste, du har pakket i din kuffert?”
- Det er mine sko. Det er jeg lidt en ’sucker’ for. Ser mine sko godt ud, så er jeg tilfreds, griner han afsluttende.
Tak til Daniel for interviewet!
Foto: Patrick Kraemer.