Dansk finaleplads til damernes 4x100 medley
12-08-2016 21:00:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Med en samlet 3. plads i de indledende heats kan de fire holdkap-piger se frem til finalen natten til søndag.
Aftenens sidste indledende heat med dansk deltagelse blev 4x100 medley holdkappen for damer. Her skulle de fire damer, Mie Ø. Nielsen (Aalborg Svømmeklub), Rikke Møller Pedersen (Holbæk Svømmeklub/NTC), Jeanette Ottesen (Vejle Svømmeklub Triton/NTC) og Pernille Blume (Gladsaxe Svømmeklub/NTC) ud og vise de danske farver frem. Og det blev da også til et ganske fint resultat til de fire damer, der nu kan se frem til at skulle svømme finale i holdkappen natten til søndag.
Første dansker i vandet var Mie Ø. Nielsen, der selvfølgelig skulle ud og give den gas i 100 ryg. Mie vendte som 2’er efter Canada efter de første 50 meter med tiden 29.01. Samlet kom hun ind i tiden 59.48, kun slået af Canadas Kylie Masse.
Herefter blev det Rikke Møller Pedersens tur til at ryste nattens skuffelse af sig, da hun skulle ud i 100 bryst. Her holdt hun 2. pladsen og vendte i tiden 31.36. På dette tidspunkt lå danskerne 1.25 sekunder efter de førende fra Canada. På de sidste 50 meter haler russiske Yulia Efimova desværre ind på Rikke, og danskeren vendte derfor som 3’er med en tid på 1:06.88.
Tredjeturen stod Jeanette Ottesen for, da 100 butterfly skulle tilbagelægges. Her holdt hun placering som 3’er og vendte med tiden 26.53 - 0,92 sekunder efter Canada på førstepladsen. Desværre var Ottesen ikke helt på sit vante niveau og endte derfor med tiden 57.38.
Sidste dansker var Pernille Blume, der skulle ud og holde placeringen i 100 fri. Med et rigtig godt udlæg på 25.60 på de første 50 meter, vendte hun som 2’er, kun 0.72 sekunder efter Canada. Herfra holdt hun det gode tempo resten af vejen og endte i tiden 53.24.
Det blev derfor en samlet tid på 3:56.98, hvilket betød en 2. plads i heatet, og dermed et rigtig fint løb for de fire damer.
Førstepladsen i heatet gik til Canada med tiden 3:56.80, mens Rusland snuppede tredjepladsen i tiden 3:57.44.
Efterfølgende udtalte pigerne til DR:
- Jeg synes, vi er stærke, og vi viser en god ”morgenpræstation”. Vi formår at vise, at det er stabilt, starter Rikke Møller Pedersen.
Alt handler om holdkappen for mig de her sidste to dage. Som hold gjorde vi det godt, fortsætter Jeanette Ottesen, og Mie Ø. Nielsen afslutter:
- Det var super fantastisk. Især når man er sammen med pigerne. Det er godt at være i gang!
Vi kan nu glæde os til at se damerne i finalen, der svømmes natten til søndag klokken 3:49 dansk tid.
Se de otte kvalificerede nationer på OL’s hjemmeside.