Første dansker i vandet: Ottesen videre til semifinalen som samlet 6’er
06-08-2016 18:55:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Jeanette Ottesen har netop svømmet sig videre til semifinalen i 100 butterfly med sjettebedste tid.
Nu er svømmekonkurrencerne for alvor skudt i gang ved OL. Jeanette Ottesen (Vejle Svømmeklub Triton/NTC) har netop været i vandet på Olympic Aquatics Stadium til favoritdisciplinen 100 butterfly.
Ottesen lagde rigtig fint ud, og hun kunne efter de første 50 meter vende som nummer tre. De sidste 50 meter så en smule tungt ud, men ikke desto mindre fik hun svømmet sig videre til nattens semifinale med tiden 57.15. Bestemt en acceptabel tid at tage med sig videre, da hendes PR og danske rekord lyder på 56.51.
Jeanette Ottesen udtaler selv til DR umiddelbart efter løbet:
- Jeg var lidt rusten til at starte med, så jeg skulle lige i gang. Der er helt sikkert nerver på, så det handler om at kunne styre dem!
- Jeg skal helt sikkert have en lur inden aftenens semifinale. En god morfar!
Ikke overraskende var det svenske Sarah Sjöström, der svømmede sig videre til semifinalen med den bedste tid på 56.26.
Du kan se resultaterne og de 16 kvalificerede svømmere til semifinalen på FINA’s hjemmeside.
Semifinalen i 100 butterfly svømmes klokken 03.10 dansk tid i nat, hvor Ottesen skal ud og sikre sig en tid, der er blandt de otte bedste og dermed kan sende hende videre til finalen, der svømmes natten til mandag.
Vi hepper på hende! Husk, at følge med her på siden, hvor vi vil opdatere fra alle de danske løb og resultater.
Foto: Patrick Kraemer.