OL-guld til Holland i kvindernes 10 km åbent vand
15-08-2016 17:20:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
10 km åbent vand-konkurrencerne bliver i disse dage afviklet ved OL i Rio, og i dag var det kvindernes tur til at jagte medaljerne.
Godt nok er svømmekonkurrencerne ved OL i Rio afsluttet, men det betyder ikke, at vi giver helt slip på vand-konkurrencer ved legene. For i dag blev 10 km åbent vand-svømning for kvinder afviklet ved Fort Copacabana.
Guldmedaljen ved denne konkurrence gik til den 22-årige hollænder Sharon Van Rouwendaal, der kom igennem det 10 km åbne vand i tiden 1:56:32.1.
Ikke langt bag hende lå italienske Rachele Bruni med tiden 1:56:49.5 og dermed vinder af sølvmedaljen. Bronzemedaljen blev snuppet af brasilianske Poliana Okimoto, der på hjemmebane lagde de 10 km bag sig i tiden 1:56:51.4.
Vinderen på distancen, Sharon Van Rouwendaal, er dog heller ikke kun kendt for de åbne vand-konkurrencer ved OL. Så sent som i sidste uge deltog hun ved svømmekonkurrencerne i 400 fri, hvor hun med tiden 4:11.44 endte på en samlet 19. plads.
I morgen er det mændenes tur til at jagte OL-medaljerne i det 10 km åbne vand. Startlisten for disse konkurrencer er endnu ikke offentliggjort, men vil være tilgængelig før start, som er klokken 14 dansk tid.
Du kan se alle resultaterne fra kvindernes 10 km åbent vand-konkurrence på OL's hjemmeside.