Bliv frivillig til EM i svømning
09-03-2017 11:10:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Kunne du tænke dig at få en oplevelse for livet og samtidig være med til at gøre EM i svømning 2017 til en stor succes? Så håber vi, at du vil melde dig som frivillig!
Nu har du chancen for at komme helt tæt på begivenhedernes gang, når det gælder EM på kortbane 2017 - sign up som frivillig!
EM bliver afholdt i Royal Arena i København fra den 13. til den 17. december i år, men allerede fra den 1. december begynder de at skulle bruge frivillige. Det forventes, at der skal bruges 400 frivillige til EM, og opgaverne vil blandt andet være:
- Velkomst i lufthavnen og på hotellerne for de deltagende lande
- Billetkontrollører og tilskuerguider
- Hjælp til akkreditering for deltagende atleter m.m.
- Hjælp i pressecenteret
- Kørsel af de europæiske forbund og vores VIP-gæster
- Opsætning i Royal Arena
- Og ikke mindst afvikling af selve mesterskaberne
Som frivillig får du blandt andet frivilligtøj, forplejning, når du er på vagt, og ikke mindst muligheden for at komme helt tæt på festlighederne under EM.
Det forventes, at du som frivillig går til opgaven med glæde og er med til at skabe god stemning. Hvis det lyder som noget for dig, så tilmeld dig lige her!
Da der allerede har været stor efterspørgsel på udvalgte opgaver, anbefales det, at man melder sig til hurtigst muligt. Derudover kræver visse opgaver bestemte kompetencer, så det kan desværre ikke garanteres, at du kommer til at arbejde med din 1. prioritet.
Læs meget mere om hele eventet og muligheden for at blive frivillig på EM's officielle hjemmeside.