Tilfreds Alexander Aslak Nørgaard ovenpå EM-debut
14-12-2017 15:00:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Under torsdagens indledende afsnit ved EM i Royal Arena var der EM-debut til Sigma Swim Birkerøds Alexander Aslak Nørgaard i 1500 meter fri.
Vi er nu nået til andendagen ved EM i Royal Arena, hvor flere store svømmestjerner i disse dage kæmper om de gode tider, flotte placeringer og medaljer.
Blandt de deltagende svømmere var denne torsdag formiddag Alexander Aslak Nørgaard fra Sigma Swim Birkerød. Han var i vandet til herrernes længste distance 1500 meter fri, hvor han stillede til start i heat 3 ud af 3.
Alexanders præstation bød på tiden 15:13.68. En tid, der ligger godt 3 sekunder over hans personlige rekord på 15:10.34, som han svømmede ved Nordiske Mesterskaber tidligere på denne måned.
Alexander udtalte efter løbet følgende:
- Jeg er sådan set tilfreds, for jeg har været syg to dage op til EM, så det har været ret uheldigt. Men hvis jeg ikke havde haft den sygdom, ville jeg gerne have lavet personlig rekord. Men jeg var overrasket over, at jeg alligevel kunne komme så tæt på min PR.
Yderligere udtalte Alexander om stemningen i arenaen og om at svømme EM på hjemmebane:
- Det var vildt. Jeg kunne allerede mærke et kæmpe adrenalinkick, da jeg trådte ind og hørte alle danskerne råbe og skrige.
Med tiden ender Alexander på en samlet 18. plads.
Fakta om EM
EM i Svømning 2017 afholdes den 13.-17. december i Royal Arena i København i samarbejde mellem Dansk Svømmeunion, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Hovedstadens Svømmeklub for det europæiske svømmeforbund, LEN.
Links:
Billetsalg: www.ticketmaster.dk/swim
Hjemmeside: www.euroswim2017.com
Facebook: www.facebook.com/euroswim2017
Instagram: www.instagram.com/euroswim2017
Se danske løbstider på: http://www.svoem.dk/_files/em2017/dedanskesvmmere.jpg
Foto: Lars Møller
For yderligere information, kontakt venligst:
Kommunikationsansvarlig Nora Thomsen, Dansk Svømmeunion, mobil: 21 49 09 37