”Jeg ser frem til at skulle give den max gas foran hele Danmark”
09-12-2017 11:40:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Frans Johannessen deltager i næste uge i sit andet EM på hjemmebane, og han glæder sig til at skulle ud og konkurrere mod de bedste svømmere i Europa.
Fra på onsdag i næste uge vil Royal Arena i København være fyldt op med Europas bedste svømmere, når EM skydes i gang. Foruden de udenlandske svømmere er Danmark som bekendt repræsenteret med et rekordstort hold på hele 38 svømmere. Blandt disse finder vi Frans Johannessen (Svømmeklubben Triton Ballerup), der kan se frem til at deltage i sit andet europamesterskab på hjemmebane.
SvømmeSport har snakket med Frans Johannessen om det forestående mesterskab, og han ser i den grad frem til at skulle hoppe i bassinet til sine tre løb 100, 200 og 400 medley foran hjemmebanepublikummet:
- Jeg ser frem til at skulle give den max gas foran hele Danmark og vide, at de er der for mig og de andre danske svømmer. Jeg vil gerne ud og konkurrere og måle mig selv mod de bedste i Europa.
- Det er super fedt at være udtaget. Det er noget, jeg har set frem til i halvandet år, og det er en kæmpe forløsning, uddyber han om udtagelsen til EM.
Som nævnt er det ikke første gang, at Frans deltager i et EM på hjemmebane. Ved EM i Herning i 2013 kunne vi også følge ham i bassinet, hvor han stillede til start side om side med Europas bedste svømmere. Nu gælder det igen, og han ser særligt frem til at skulle mærke den specielle følelse, som det giver at svømme på hjemmebane:
- Følelsen sidste gang var ubeskrivelig, og jeg håber, at følelsen denne gang kan blive endnu vildere.
Da Frans bliver spurgt ind til, om han har et godt råd til de nye svømmere i EM-truppen, kommer svaret:
- Et godt råd ville være at nyde det og være forberedt på, at der vil være mange mennesker, der hepper på dig, fortæller han og afslutter om de sidste dages afslapning og opladning, inden det endelig går løs:
- Der kommer til at være afslapning. Jeg har lagt en masse meter og rigtig hård træning, så nu skal kroppen have lov til at slappe lidt af.
Vi glæder os til at følge Frans og alle de andre danske svømmere ved EM i Royal Arena og ønsker ham held og lykke!
Du kan læse meget mere om mesterskabet her.
Foto: Patrick Kraemer.