Vild med dans-deltagere heppede på Mie Ø. Nielsen i Royal Arena
14-12-2017 19:40:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Ved torsdagens finaleafsnit ved EM kunne man finde fire Vild med dans-deltagere, der alle var kommet for at heppe på Mie Ø. Nielsen.
Torsdagens finaleafsnit ved EM i Royal Arena var fyldt op med glade heppende tilskuer, der alle var kommet for at se svømning i verdensklasse. Blandt tilskuerne kunne man her til aften finde fire Vild med dans-deltagere, der var kommet for at heppe på Mie Ø. Nielsen, som skulle i vandet til 100 ryg finalen. De to professionelle dansere med hver deres partner var Thomas Evers Poulsen med kok, Dak Laddaporn Wichangoen, samt Jenna Bagge med sin partner, kajakroeren René Holten Poulsen.
Umiddelbart inden Mies start blev de fire Vild med dans-deltagere fanget til et interview, og efter allerede at have set et par danske svømmere i bassinet, var stemningen høj.
- Det er mega spændende. Jeg kom helt til at svede. Det troede jeg ikke, jeg skulle, grinede Dak.
- Stemningen er jo helt vild, når de går i gang, og der er stor forskel på, når der er en dansker i vandet, og når der ikke er. Det kan virkelig mærkes, supplerede Thomas, hvortil den erfarne sportsmand, René, udtalte:
- Det er sjovt at se, hvordan de andre reagerer. Jeg er jo vant til en sport, hvor man konkurrerer på samme måde.
- Vores sport er jo ikke sådan med højt tempo, og at man skal skynde sig i mål, så det er selvfølgelig anderledes, forklarede Jenna Bagge.
Og selvom det ikke var første gang for dem alle, at de var tilskuere til et svømme-mesterskab, kunne man godt mærke på dem, at de nok havde mere styr på dansetrinene end de tekniske detaljer i bassinet. Hertil fortalte Jenna og Dak:
- Det er første gang, vi er til et mesterskab som dette. Vi vidste ikke en gang, at der var regler. Vi troede bare, man skulle svømme. Det er svært både at fokusere på skærmen og på bassinet, når man skal se svømningen og resultaterne.
Om forventningerne til, når Mie skulle i vandet, lagde Thomas ud:
- Nu har jeg hørt en masse om i medierne, at hun ikke har svømmet tilstrækkeligt nok på grund af af dansen, så jeg håber, at hun virkelig viser det modsatte, hvortil René supplerede:
- Jeg håber, at hun nyder det og nyder at være på hjemmebane. Det er ikke særlig tit, man får lov til det i Danmark.
Da de afsluttende blev spurgt ind til, om Mie mon kunne bruge nogle af de dansemoves, som hun lærte ved Vild med Dans, lød det:
- Mentalt kunne det godt være, hun kunne bruge noget fra dansen. Vi glæder os til at se et lille glædeshop, når hun kommer op af vandet, og vi forestiller os måske, at hun giver en lille salsa efter løbet.
Mie Ø. Nielsen svømmede sig til en samlet 6. plads med tiden 57.39.
Her ses de fire Vild med dans-deltagere sammen. Foto: Svoem.
EM i svømning afholdes i samarbejde mellem Dansk Svømmeunion, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Hovedstadens Svømmeklub for det europæiske svømmeforbund, LEN.
Links:
Billetsalg: www.ticketmaster.dk/swim
Hjemmeside: www.euroswim2017.com
Facebook: www.facebook.com/euroswim2017
Instagram: www.instagram.com/euroswim2017
Se alle resultater på: http://copenhagen2017.microplustiming.com/index_web.php
Se danske løbstider på: http://www.svoem.dk/_files/em2017/dedanskesvmmere.jpg
´