Amalie Mikkelsen: Jeg er virkelig stolt over at være udtaget til EM
08-12-2017 09:30:00:
Af: Laura Rosenkvist Schultz
Med kun 5 dage til, at EM starter i Royal Arena, bringer SvømmeSport her et interview med en af de svømmere, der skal repræsentere Danmark ved mesterskabet.
Der er nu ikke længe til, at årets store svømmefest på dansk jord skydes i gang. Om kun 5 dage kan vi se frem til at følge Europas bedste svømmere i bassinet i Royal Arena, hvor også hele 38 danske svømmere stiller til start og skal ud og repræsentere de røde og hvide farver.
I den forbindelse bringer SvømmeSport i disse dage en række optaktsinterview med vores danske EM-svømmere. I dag står den på Amalie Mikkelsen (Gladsaxe Svømmeklub/NTC), der er udtaget i 50 og 100 butterfly, og hun glæder sig først og fremmest over sin udtagelse til mesterskabet:
- Jeg er virkelig stolt over at være udtaget til EM. Det var det mål, jeg havde for denne sæson, så det er virkelig dejligt, at det lykkedes, fortæller hun og uddyber:
- Jeg var kun 5/100 fra kravtid til VM på 50 fly til Danish Open, så det gjorte mig selvfølgelig ked af det, da jeg ikke kom med der, men samtidig gav det mig en masse blod på tanden. At det nu endelig skulle lykkedes at svømme under en kravtid var jo virkelig stort for mig. Jeg synes allerede, at det har givet mig selvtillid og troen på, at det jeg gør, er rigtigt. Det er virkelig et vendepunkt i min svømmekarriere at gå fra at være en topsvømmer til DM og så til at kvalificere mig til EM, og jeg glæder mig virkelig til at få en masse erfaring og bruge dette som et springbræt videre.
Særligt ser Amalie frem til at mærke stemningen i hallen, der forhåbentlig er fyldt med masser af danske tilskuer – både bekendte og ukendte.
- Jeg tror, det bliver en kæmpe oplevelse at stå foran så mange tilskuer på hjemmebane! Det betyder virkelig meget for mig, at min familie og venner kan komme og se mig svømme, da det er mit første store internationale stævne.
- Jeg tror, at for mig kommer det til at give et boost, da jeg bliver virkelig gearet op, når folk hepper på mig. Det er jo lidt federe, når folk hepper på en i stedet for på den ved siden af, fortæller Amalie videre.
Og med et hjemmebanepublikum, der er klar til at heppe på vores danske svømmere, tror vi bestemt, at der er noget at se frem til for Amalie og resten af det udtagne hold, når de skal ud og konkurrere med de helt store navne. Blandt andet stiller Amalie til start i samme løb som de store navne Sarah Sjöström, Ranomi Kromowidjojo og Katinka Hosszu.
Amalie udtaler afsluttende om forventningerne til præstationerne ved mesterskabet i Royal Arena:
- Jeg håber selvfølgelig at svømme hurtigere end nogensinde før, og så må jeg jo se, hvor langt jeg kommer med det. Hvis jeg gør mit bedste og selv er tilfreds, så er det nok.
SvømmeSport takker Amalie for interviewet og ønsker hende held og lykke ved EM!
Har du endnu ikke fået købt din billet til EM? Køb den via linket her!
Amalie Mikkelsen er klar til EM i Royal Arena. Privatfoto.