Lotte Friis som EM-kommentator: ”Det er lidt som at hive plasteret langsomt af”
14-12-2017 13:30:00:
Af: Jari Kickbusch
En af dansk svømnings største profiler gennem tiderne, den 29-årige Lotte Friis, er blevet svømmepensionist. Nu stortrives hun i rollen som kommentator for TV2 Sport til de europæiske kortbanemesterskaber 2017.
Tidligere i år indstillede Lotte Friis en særledes imponerende svømmekarriere og er dermed savnet i bassinet til de europæiske kortbanemesterskaber i Royal Arena.
Den tidligere verdensrekordholder på 1500 meter fri på kortbane, OL-bronzevinder og indehaver af de danske rekorder i 400, 800 og 1500 fri har dog stadig mulighed for at følge landsholdskammeraterne på klods hold. Sammen med Michael Hostrup Stærke fra TV2 Sport er hun nemlig at finde på tribunerne blandt de mange internationale kommentatorer.
Lotte Friis har igennem mange år deltaget i alle store internationale konkurrencer, og selv kan hun på stående fod ikke huske, hvor mange europæiske mesterskaber, hun har svømmet. Så hvordan har hun det egentlig med at se på fra sidelinjen til et EM, som tilmed er på hjemmebane?
- Jeg synes, det er rigtig fint at opleve EM på en anden måde, og jeg er jo stadig på pooldækket,” smiler hun.
- Faktisk tænker jeg ikke så meget over det, for jeg har jo hele tiden vidst, at jeg ikke skulle svømme. Men på en måde kan man vel godt sige, at det er ligesom at rive plasteret langsomt af.
Lotte Friis svømmer ikke længere dagligt. Det har hun for travlt til. For tiden er hun i praktik som vært på Radio100, svømmetræner i Gentofte og så arbejder hun for en it-virksomhed. Trangen til at komme i bassinet, er dog ved at vende tilbage:
- Jeg kan mærke, at jeg snart skal lidt i gang igen. Jeg savner det der med at blive træt i kroppen. For tiden bliver jeg mest træt i hovedet, slutter hun.