Dansk træner coacher nogle af Hollands hurtigste
03-04-2020 11:47:38:
Af: Klaus Bach Christensen
På sit eget high performance svømmeinstitut i Holland lærer den danske træner Ricky Jørgensen fra sig. To af de svømmere, han samarbejder med, er sprinteren Tamara van Vliet og det unge stjernefrø Luc Kroon.
Har du haft din vanlige gang i det danske svømmemiljø i 90’erne og 00’erne, får navnet Ricky Jørgensen nok en klokke til at ringe – og med god grund. Ricky Jørgensen er en tidligere national topsvømmer, hvis CV tæller utallige danske mesterskaber, titler som dansk rekordholder på 200-, 400-, 800- og 1500 meter fri og endelig repræsenterede han Danmark ved både EM og VM i triatlon fra 1998-2000, hvor han ofte prydede TV-billederne på Eurosport ved at være den første atlet oppe af vandet.
- Mine egne atleterfaringer lærte mig, at de fleste kan blive gode af at træne, men vil du til tops kræver det også mentaltræning. Menneskets psykologi har altid optaget mig, og jeg vidste i en tidlig alder, at jeg brænder for at udvikle mennesker og være med til at løfte dem op på et højere plan, siger Ricky Jørgensen.
Derfor var det også naturligt for Ricky Jørgensen at gå trænervejen, da han parkerede triatloncyklen i garagen. Først uddannede han sig på Danmarks Elite Trænerskole og startede derefter som cheftræner for Svømmeklubben Triton Ballerup i 2001. Stillingen havde han i syv år, mens han sideløbende fulgte DIF og Team Danmarks undervisning på Idrættens Trænerakademi (ITA).
Ricky Jørgensen træner i dag EM-medaljevinder Tamara van Vliet.
Foto: Privatfoto.
Efter nogle succesfulde sæsoner sætter Ricky Jørgensen i 2007 sin underskrift på en kontrakt, der gør ham til talentansvarlig i Lyngby Svømmeklub. Hvad der ligner det rette match, holder dog kun en enkelt sæson.
- På papiret ligner jobbet det ideelle job for mig. Jeg skal udelukkende arbejde med talentudvikling. I løbet af sæsonen bliver jeg dog klogere på mit drive som træner. Jeg trives som skibets kaptajn, hvor jeg kan sætte retningen og lade mig inspirere af mine omgivelser, siger Ricky Jørgensen.
Når han husker tilbage, mindes han dog ansættelsesforholdet som et af de vigtigste for hans videre trænerkarriere, da året lærte ham meget om, hvad der motiverer ham som træner. I 2008 er han derfor atter at finde i cheftrænerrollen – denne gang i Svømmeklubben VEST Brøndby.
Rejsen til landet, hvor krymlet gror
Efter seks år i Svømmeklubben VEST Brøndby flytter Ricky Jørgensen sammen med sin hollandske kone (tidligere OL deltager) og sine tre døtre til Holland i 2013. Argumentet er, at hvis børnene for alvor skal nå at lære den hollandske del af familien at kende, bør de rykke til Holland.
Sideløbende med sin trænerkarriere har Ricky Jørgensen stiftet firmaet C-A-T Education, som beskæftiger sig med leder- og personaleuddannelser inden for blandt andet idræts-, kultur- og fritidssektoren. Fra sin nye base i Holland driver han virksomheden videre, men der går ikke længe, før han atter er at finde på bassinkanten.
- Min ældste datter starter i den lokale svømmeklub EDVO, hvor der opstår en konflikt mellem træner og bestyrelse. Det fører til, at jeg bliver spurgt, om jeg ikke vil overtage stillingen som cheftræner, fortæller Ricky Jørgensen.
Tamara van Vliet til venstre og Luc Kroon til højre.
Foto: Privatfoto.
Ifølge ham er klubben en ægte talentudviklingsklub, og hans fornemmeste opgave bliver at dyrke svømmernes individuelle talent for så at kunne sende dem videre i det hollandske talentsystem. Her møder han for første gang Luc Kroon i 2013, som i dag er indehaver af 26 hollandske rekorder fra 14-18 år. Luc svømmer f.eks. 1.43.79 på 200 fri, 3.40.92 på 400 fri og seniorrekord 7.44.18 på 800 fri.
I sin første tid som træner i Holland oplever Ricky Jørgensen flere forskelle – særligt på trænerfronten.
- Der er kun få lønnede trænere i Holland, så størstedelen af cheftrænerne har deres hovedbeskæftigelse et andet sted. Det betyder, at de ofte ikke har mulighed for at forbedrede sig til de enkelte træningspas, hvilket går ud over træningskvaliteten. Det er en skam for hollandsk svømning, men det vidner også om, hvor langt dansk svømning faktisk er på dette område, hvilket jo er glædeligt.
Fra talentudvikling til coaching af nogle af Hollands hurtigste
I takt med at Ricky Jørgensens datter bliver dygtigere, bliver hun en del af talentholdet i Hollands største svømmeklub Dolfijn. Talentholdet fungerer som springbræt til RTC,som er steppet lige inden holdet, som svarer til det, som vi kender som NTC herhjemme.
- Jeg overværer mange af min datters træningspas fra tribunen sammen med de andre forældre. Det kan være svært ikke at engagere mig, fordi min passion og forståelse for svømning er så stor, men det fungerer. For det, som ender med at optage mest af min opmærksomhed, er faktisk cheftræneren og hans ageren, siger Ricky Jørgensen.
Ifølge hans betragtninger er cheftræneren i Svømmeklubben Dolfijnmeget autoritær og fra den gamle skole. Skønt førsteholdet tæller nogle af landets hurtigste svømmere, virker tekniktræning som et fremmedord, og mentaltræning er en by i Rusland. Cheftræneren giver træning fire gange om ugen til ca. 35 seniorsvømmere, ca. 14 talentsvømmere og 4 potentielle OL-kandidater. Resten af ugens dage bliver dækket ind af andre frivillige forældretrænere. Logisk at en tidligere HPC-svømmer som Tamara van Vliets lider under sådanne klubforhold.
- På tribunen spredes det, at jeg har ret godt styr på svømning og særligt crawl, ligesom forældregruppen pludselig ved, at jeg har været mentaltræner for Jeanette Ottesen gennem en længere årrække – blandt andet i perioden op mod hendes VM-triumf i Shanghai i 2011, fortæller Ricky Jørgensen.
Snakken fører til, at Tamara van Vliet for godt et år siden kontakter Ricky Jørgensen gennem Luc Kroon, og siden da har de dannet et solidt makkerpar. Valget af Ricky Jørgensen som fuldtidstræner for Tamara van Vliet har ikke været uden omkostninger.
Det har udløst en intern misundelseskonflikt med cheftræneren fra Dolfijn og assisterende landstræner fra Amsterdam, der modarbejder samarbejdet på tværs på en uprofessionel måde. Heldigvis har teamet med Shannon Rollason, Ross Watson og Wieke Hoogzaad ombord vist sig at; Together Everyone Achieve More.
Den tidligere danske landstræner Shannon Rollason er tilknyttet Ricky Jørgensens private svømmeinstitut.
Foto: Privatfoto.
Eget high performance svømmeinstitute
Hvad folk måske ikke ved, så er Ricky Jørgensen nysgerrig af natur ligesom et legebarn, og når han først har sat sig noget for, ender det som regel med at blive til virkelighed. Derfor er det heller ikke så underligt, at han i dag råder 100% over sit eget high performance træningsinstitut, hvor han har direkte adgang til et 25m bassin og et udendørs 50m bassin på hjemmeadressen i byen Volendam cirka 25 kilometer nord for Amsterdam.
- Jeg har simpelthen skabt mit eget svømmeinstitut med et komplet fitnessrum, hvor jeg hjælper svømmere, Open Water-svømmere og triatleter på eliteniveau med at optimere og finpudse deres svømmeteknik. Tamara van Vliet er en af de svømmere, som jeg har arbejdet ihærdigt med – både sportsligt men også mentalt, da hun tidligere har lidt af panik- og angsttilfælde, fortæller Ricky Jørgensen.
Klik her og få en rundvisning i Ricky Jørgensens private high performance træningsinstitut.
Træningsforholdet kaster hurtigt resultater af sig. Tamara van Vliet kvalificerer sig først til EM kortbane i Glasgow 2019. I kvindernes finale på 50 meter fri bryder hun med tiden 23.83 for første gang den magiske grænse på 24.00 sekunder, bliver nr. 4 og hurtigste hollænder.
Derudover er hun med i den hollandske holdkap, der sammen med Frankrig nupper EM-guld i 4x50 meter fri - blot 0,03 sekunder foran Danmark, som må tage til takke med EM-bronzemedaljer.
Overblik over træningsmulighederne i Volendam.
Foto: Privatfoto.
- Set udefra ser Tamaras udvikling på blot tre-fire måneder utrolig ud, men jeg kan huske, hvor mange ting den første videosession viste, at hun kunne forbedre. Så jeg ser nærmere hendes resultater som endnu et eksempel på, hvor vigtigt det er at træne korrekt og være i mental balance, forklarer Ricky Jørgensen.
Både Tamara van Vliet og Luc Kroon var kandidater til sommerens olympiske lege, som coronavirussen har udskudt til 2021. Det betyder, at Ricky Jørgensen skal i gang med nye træningsprojekter, og hvilket han vælger afhænger af hans passion for at udvikle mennesker og muligheden for at løfte dem op på næste niveau.