Pernille Juel udtaget til bruttolandsholdet
03-10-2012:
Af: Anna Birkbak
Esbjergsvømmeren vil kæmpe for en plads på 4x100 fri holdkappen
Kilde: Sjællandske Sport
På baggrund af Pernilles præstationer ved Danish Open i marts, er svømmeren udtaget til det danske bruttolandshold. Det var specielt i holdkapperne 4x100 fri og 4x100 medley at Pernille gjorde sig bemærket. Desuden var hun med til at gøre Elite Svøm Esbjerg (nu Esbjerg Svømmeklub) til danske mestre i netop 4x100 fri. Udtagelsen er blandt andet med henblik på VM i Barcelona næste år og EM i Berlin året efter.
Selv er Pernille utrolig glad: ”Jeg blev meget overrasket. Og selvfølgelig virkelig stolt!”
Den første styrkeprøve for Pernille og resten af bruttolandsholdet er til World Cup i Berlin d. 20. og 21. oktober. Altså om ca. 3 uger. Her stiller Pernille op i følgende discipliner: 50, 100 og 200 fri samt 50 og 100 butterfly. Her på SvømmeSport dækker vi selvfølgelig begivenheden og svømmernes resultater, der for mange svømmeres vedkommende er en god formtest frem mod EKM og VKM til vinter.
Med hensyn til den kommende tid og en plads på landsholdets 4x100 fri-holdkap, tør Pernille ikke sætte forventningerne alt for højt op: ”Det næste stykke tid tager jeg lidt tingene, som de kommer. Der er jo stadig en risiko for at blive sorteret fra. Til World Cup håber jeg på, at mine resultater er gode nok til at blive på holdet, for jeg vil selvfølgelig gerne gå hele vejen!”
De tre rimelig sikre bud til holdkappen 4x100 fri er Jeanette Ottesen Gray, Pernille Blume og Mie Ø. Nielsen. Alle tre svømmere, der deltog i det nyligt overståede OL i London.
Det første store mål for Pernille Juel, hvis hun kommer med på holdkappen, er VM på langbane i Barcelona. Det finder sted næste år fra 29. juli til 4. august.
Svømmesport ønsker Pernille tillykke med udtagelsen og held og lykke til World Cup i Berlin.
Du kan læse artiklen fra Sjællandske Sport her: http://www.sn.dk/Juel-er-med-i-varmen/Sport/artikel/227970